Hvorfor er elproduktion vigtig for, at elbiler virkelig kan være bæredygtige?

For et elektrisk køretøj afhænger reduktionen i_{CO2-emissioner} fra vugge til grav af oprindelsen af den elektricitet, der bruges til at producere og drive lastbilen. Den kan være produceret af kulstoffattige kilder som kernekraft og vedvarende energi eller energikilder med et højt_CO2-udslip som kul eller fossil gas. På europæisk plan "er der en stor mangfoldighed på tværs af landene", understreger Nicolas Meunier, seniorkonsulent for mobilitet hos Carbone 4, et konsulentbureau for energi- og klimaspørgsmål.

Det er vigtigt at huske på, at hvis elektricitet produceres fra fossile energikilder, hvilket betyder, at denne produktion genererer en masse_{CO2-emissioner}, så er elektriske lastbiler, der kører på denne elektricitet, betydeligt mindre bæredygtige, fordi vi tager højde for vugge til grav-emissioner.

I Frankrig overstiger_{CO2-udledningen} i løbet af en batteridrevet lastbils komplette livscyklus (inklusive genbrug af batterier) 80 %. Batterielektrisk er også den mest effektive energitype til at reducere luftforurening og støjforurening og den nemmeste at udvikle i stor skala (stadig i sammenligning med diesel). På den anden side falder reduktionen i Tyskland til 50 %. "Ikke desto mindre", fortsætter Nicolas Meunier, "har alle europæiske lande en dekarboniseringspolitik for deres elektriske mix, og vi kan forvente, at de gennemsnitlige emissioner for elproduktion i 2040 vil være halveret i forhold til i dag".

Vi hører nogle gange tvivl fra transportører om, at der ikke vil være nok elektricitet på lang sigt til at elektrificere vejgodstransport. For at besvare dette spørgsmål er vi nødt til at se på elproduktionen for hele økonomien: elproduktion, bygninger, kontorer, industri og mobilitet, da elektriske lastbiler kun vil stå for omkring 4 % af det samlede elektricitetsbehov i 2050.

I en nylig rapport har IEA beregnet, hvad det ville betyde for elproduktionen, hvis hele verden virkelig nåede CO2-neutralitet i 2050. Verdens elproduktion ville stige med 160 % mellem 2020 og 2050 som følge af elektrificering af industriprocesser, bygninger med varmepumper, et øget antal datacentre, mobilitet og brintproduktion og på trods af effektivitetsforbedringer og øget bevaring og reduktion.

For avancerede økonomier som i Europa vil stigningen i elproduktionen mellem 2020 og 2050 faktisk være omkring 100 % i gennemsnit. For Frankrig og Tyskland, som i dag har en produktion på over 500 TWh/år, vil stigningen være på omkring 40 %, mens den vil være på 90 % i Italien og 150 % i Storbritannien.

Alle europæiske lande har defineret deres egne energistrategier for at øge deres elproduktion og samtidig opnå CO2-neutralitet inden 2050. De er hovedsageligt baseret på vind- og solenergi, nogle gange med støtte fra atomkraft eller importerede bio- eller e-brændstoffer for at håndtere deres ustabilitet. Stabilitet i disse planer over tid er nøglen til deres succes. Der er ingen større tekniske eller økonomiske forhindringer for at gennemføre dem, men der er en del lokal modstand mod nye vindmølleparker og solcelleanlæg.

Elektrificeringen af lastbiler er kun en lille del af indsatsen for at dekarbonisere vores samfund, som i vid udstrækning er afhængige af elektricitet ved hjælp af elbiler, elektrisk genereret brændstof til fly, varmepumper til bygninger og elektrificering af industrielle processer.

Fokus på "smart grid"-konceptet

Elbilernes bidrag til Europas elforbrug i 2050 vil fortsat være beskedent og anslås til omkring 4 %. På længere sigt er elektrisk mobilitet endda et aktiv for elnettet, da al elektricitet, der ikke bruges af elektriske køretøjer, føres direkte tilbage til det "intelligente net" sidst på dagen, hvilket delvist kompenserer for den intermitterende karakter af vind- og solenergi.

Den nuværende energisituation sætter ikke spørgsmålstegn ved vores valg for fremtiden. Vi er fortsat engagerede i vores bestræbelser på at introducere vores 100 % elektriske tilbud, som er vejen frem for transport med lavt kulstofindhold. Relevansen af at gå over til elektrisk mobilitet skal vurderes over flere år, og så længe stigningerne i opladningspriserne forbliver kontrollerede, vil de ikke vælte den økonomiske logik i at skifte til emobilitet.